I bogens kapitel 10, “Udgivelse på Amazon”, kan du læse om Hans Peter Bech, som har haft succes som selvudgiver. Hans case går ind under temaet af samme navn, nemlig: Udgivelse på Amazon.
Hans Peter Bech er konsulent med speciale i international forretningsudvikling, stifter af TBK Consult og forfatter til bøgerne “Strategic Planning and Budgeting Guidelines” (2012), “Management Consulting Essentials” (2013) og “Building Successful Partner Channels” (2015), hvor sidstnævnte er blevet en international bestseller. I 2017 kom hans første danske bog, “Fra Damgaard til Microsoft”, som af læserne har fået prædikatet “Danmarks bedst dokumenterede iværksætterhistorie”. Året efter blev den udgivet på engelsk med titlen “5,460 Miles from Silicon Valley”. Det sidste skud på stammen er “Going Global on a Shoestring”, som udkom i 2020 og hurtigt lagde sig på bestsellerlisten i kategorien Global Marketing.
Hans Peter blogger om iværksætteri og international forretningsudvikling, primært ud fra et afsætningsmæssigt perspektiv. Hans forfatterskab retter sig atypisk mod et engelsklæsende publikum, men til gengæld med en målgruppe på ca. 5 millioner læsere verden over. Heraf er kun de ca. 25.000 i Danmark. Med Internettet som den primære researchbase og selvudgivelsesplatforme som Amazons Kindle Direct Publishing og IngramSpark er der for Hans Peter Bech meget kort vej mellem forfatter og målgruppe.
Hans Peter er medlem af Danmarks Forfatterforening og tilknyttet den faglitterære gruppe.
Læs hele interviewet med Hans Peter Bech i Kapitel 10: Udgivelse på Amazon. Du kan købe kapitlet enkeltvis, eller hele bogen som hæftet bog eller e-bog her på siden.